Stål og svejsetråd er bærende fundament i Thomas’ nye liv

I produktionslokalerne er Thomas Liljedahl et levende eksempel på, hvordan muligheden for uddannelse og arbejde har banet vejen til et nyt liv uden kriminalitet. Klejnsmedelærlinge hos Give Steel bliver fulgt både på arbejdspladsen og på skoleophold.

Når lærling Thomas Liljedahl skubber svejsemasken ned foran ansigtet, er han i sit es. Om få måneder kan han kalde sig klejnsmed, når svendeprøven er bestået. Dermed har han et håndgribeligt bevis på, at han har formået at lægge sit liv helt om, siden han kom ud af fængslet for knap seks år siden.​

Sammen med mange andre lærlinge minder han os hver dag om, at et af grundelementerne i Give Steels DNA er at give folk en ny chance. Thomas har netop færdiggjort sit sidste skoleophold på UCRS Skjern uddannelsescenter.​

– ”Kristian og flere andre på Give Steel har været en enorm hjælp. De har støttet mig og været gode til at samle mig op, hvis jeg har været på vej ned i et hul. Det er dejligt, at de kommer på besøg på skolen, for at se, hvordan det går, og bakker virkeligt op om min uddannelse”, siger han.​

Thomas flyttede fra Kongens Lyngby og den blakkede fortid med kriminalitet for at starte på en frisk. Han fik mulighed for at få et ufaglært job på Give Steels lager – det første rigtige arbejde nogensinde – og da han blev glad for virksomheden, spurgte han, om der ikke var plads til ham som klejnsmedelærling.​

– ”Jeg er virkelig glad for den måde Torben Larsen og virksomheden har givet mig en ny chance. Efter flere år kan jeg også se, at han har fat i den lange ende, når han giver personer som mig en ny chance”, siger Thomas.​

Tæt samarbejde med uddannelserne ​
Til dagligt er det Kristian Eliseholm, der hjælper de mange klejnsmedelærlinge godt på vej i uddannelsen. Han holder sig ikke kun til at kigge dem over skulderen på Give Steel, men tager også rundt og besøger lærlingene på deres uddannelsesinstitutioner og snakker med deres faglærere. ​

– ”Jeg kan se, hvor meget det betyder for lærlingene, når jeg kommer ud og besøger dem på skolen. De bliver set og føler stadigvæk en tilknytning til os, selvom de er væk i 10 uger”, siger han.​

Han sørger også for at ringe til lærlingene, mens de er på skole, for at høre, hvordan det går.​

– ”Jeg har også været en bandit engang, så jeg bruger min erfaring og kompetencer til at støtte og eventuelt se, hvis folk er på vej den gale retning. For mig er det mega givende at kunne hjælpe de her personer – det er bare kæmpe stort at se dem få svendebrevet i hånden til sidst. Det rører mig hver gang”, siger han.​

Værkfører: Telefonen er altid åben
Kristian Eliseholm har efterhånden set på den gode side af 50 lærlinge blive svende på Give Steel og glæder sig allerede til at kunne se endnu flere svejse flotte svendeprøver sammen. Næste år kan han tage imod otte nye klejnsmedelærlinge – både EUX-studerende og voksenlærlinge med en lidt mere blakket fortid. ​

De mange lærlinge i virksomheden kommer fra forskellige kanter og steder i livet. Nogle kommer direkte fra fængslet, hvor de måske har taget et svejsecertifikat i Give Steels mobile svejsetrailer, der også besøger skoler og uddannelsesinstitutioner – andre følger den mere traditionelle vej gennem uddannelsessystemet.​

Kristian bruger meget tid på at snakke med lærlingene – både individuelt og alle på en gang. For ham er det vigtigt, at de selvfølgelig skal have det godt på arbejdspladsen, men derfra er det lidt ude af virksomhedens hænder, hvad lærlingene gør, når de har lagt svejsehjelmen og stemplet ud. ​

– ”Men min telefon er åben døgnet rundt, og det er der nogen, der benytter sig af. Nogle gange ender de forkerte steder, og så kan de have brug for at snakke på skæve tidspunkter”, fortæller værkføreren.  ​

Vil du vide mere om vores lærlingeindsats, kan du kontakte CSR-vejleder Henriette Leth på tlf. 30 90 03 26 eller læse mere her.