Toppolitiker besøgte Give Steel
Venstres partiformand Jakob Ellemann-Jensen besøgte os den 4/8 på fabrikken i Brande. Formålet med besøget var at drøfte vilkårene for innovative produktionsvirksomheder – herunder hvordan virksomheder kan motiveres til at antage flere lærlinge i en tid med flere arbejdsløse.
Den 4. August 2020 blev vores sociale vision ”We grow people” sat under lup på mødet med toppolitiker Jakob Ellemann-Jensen.
”Ved at motivere unge til at tage en uddannelse kan vi være med til at gøre op med passiv forsørgelse og give de unge en reel chance for frihed gennem arbejde og personlig udvikling. Som erhvervsliv bør vi derfor stå sammen om at give de unge mennesker meningsfyldt arbejde, så de får et stærkere selvværd. På den måde kan vi som erhvervsliv være med til at forebygge og løse sociale problemer i samfundet”.
Sådan sagde vores CEO Torben Larsen i forbindelse med politikerbesøget.
Set ud fra Give Steels sociale vision om at gøre en positiv forskel i menneskers liv, er hans primære interesse, hvordan han kan motivere andre virksomheder til at tage større socialt ansvar og få flere unge ind på arbejdsmarkedet.
”Det er meget vigtigt med virksomheder, der tager den slags ansvar. Vi har alle et stort ansvar for at få skabt muligheder for mennesker, som ikke nødvendigvis har haft det letteste liv, men som selvfølgelig også skal med i det arbejdende fællesskab”, sagde Jakob Ellemann-Jensen efter besøget.
Give Steel er for nylig blevet godkendt til 32 lærlinge, hvoraf 25 er smedelærlinge. Aktuelt er vi i gang med at indrette en mobil svejsetrailer, som kan bruges ved skoler, fængsler og i socialt belastede boligområder til at vække gejsten for en smedeuddannelse hos de unge.