Stigende efterspørgsel på GSY BEAM® booster robotteknologien hos Give Steel

Give Steel investerer et tocifret millionbeløb i automatiseret robotteknologi med markedets mest avancerede software til generering af svejseprogrammer. Investeringen skal imødekomme en stigende efterspørgsel på stålkompositbjælken GSY Beam TM, der skaber slanke etagedæk.. Installationen af nye svejserobotter er netop begyndt på fabrikken i Brande og pågår de næste tre uger.

Stigende efterspørgsel på den integrerbare kompositbjælke GSY Beam TM, har skabt behov for øget automatisering i produktionen hos Give Steel i Brande. Virksomheden har netop investeret et tocifret millionbeløb i nye svejserobotter, der installeres fra uge 38 og tre uger frem. Herefter vil der være to ugers indkøringsfase.

Med robotterne får Give Steel også Danmarks mest avancerede software til generering af svejseprogrammer i Danmark, fortæller CEO Torben Larsen.

“Behovet for projekttilpassede stålkonstruktioner og bjælkevariationer har aldrig været større. Vores nye robotter er en måde at imødekomme markedets stigende krav om mere fleksibilitet. Vi begyndte allerede at se på optimeringsmuligheder for GSY Beam tilbage i 2018. På et projekt til Postgrunden i København, leverer vi ca. 2600 GSY Beams – og ikke to af disse bjælker er ens. Vi er i dag de bedste på markedet indenfor variable, kundetilpassede stålbjælker til slanke etagedæk – og det skal vores produktionsfaciliteter understøtte”, fortæller Torben Larsen

Indsamlet data viser at vi med det nye robotanlæg, kan svejse helt op til 80% af fabrikkens GSY Beams TM og anlægget kan håndtere bjælker op til 5 tons. Investeringen server samtidig direkte ind i vores klimaplan, der understøtter verdensmål #12: Ansvarligt forbrug og produktion.

Kortere svejsetid – mindre CO2-udledning

Robotterne bliver leveret med tandem svejsning, der resulterer i en lavere varmepåvirkning og en højere svejsehastighed. Med to brændere vil robotten svejse cirka dobbelt så hurtigt som manuel svejs.
Tomas Larsen, der er ansvarlig for produktionsudvikling i Give Steel, fortæller:

“Med vores nye anlæg kan vi optimere svejsetiden og elforbruget. I forhold til manuel svejsning er vi altid sikre på at ramme den korrekte svejsestørrelse, og med 4 store svejsemaskiner på anlægget vil vi kunne svejse emner på under 25% af den manuelle tid. Med robotterne har vi også mulighed for at trække de mest svejsetunge opgaver væk fra vores manuelle svejsere og i stedet tilbyde dem mere alsidigt arbejde. Dermed fjernes de også fra de opgaver, hvor der udvikles mest svejserøg. Svejserøgen fra robotterne filtreres for at fjerne de partikler, der fremkommer under svejsning”

På spørgsmålet om, hvorvidt de nye robotter vil gøre nuværende smede og produktionsarbejdere arbejdsløse, er svaret fra Torben Larsen, klart nej.

“Øget automatisering og investering i robotteknologi er hele præmissen for vores fortsatte vækst og flere ansættelser i virksomheden. Det ved vi, for vi har gjort det før. Da finanskrisen satte ind, investerede vi i robotter, mens andre fyrede folk. Det var de robotter, der gav os et væsentligt skub fremad, til hvor vi er i dag”


Installationen af de nye robotter vil ikke påvirke Give Steel leveringer af GSY BeamsTM, da eventuelle udfordringer med automatikken vil blive løst i robotternes indkøringsfase.