Rejsegilde på spændende stålkonstruktion i Grønland
Give Steel har leveret 320 tons stålkonstruktion til Isfjordcenteret, det nye store turistcenter i Vestgrønland. Efter fire måneders hårdt arbejde har der nu været rejsegilde på centret, der skal formidle mange tusinder års natur- og kulturhistorie og vil have fokus på den lokale og globale påvirkning af klimaforandringer.
Give Steel´s 320 tons spændende stålkonstruktion skal danne rammerne om centret, der skal øge turismen i det vestlige Grønland. Det unikke ved placeringen af turistcenteret er, at Isfjorden, der udmunder lige ved centeret, er ét af de steder hvor klimaforandringerne ses tydeligst. På helt nært hold kan man derfor fra centret se den grønlandske indlandsis smelte.
Realdania By & Byg er bygherre på projektet, og projektleder Frants Frandsen talte billedligt til rejsegildet: ”Sneuglen er landet og står nu med fødderne godt og solidt plantet på fjeldet. Nu skal den til at pudse sine fjer og gøre sig til for os alle sammen”. Turistcenteret er beliggende i byen Ilulissat, der kun ligger omkring 300 kilometer fra Polarcirklen.
Isfjordcenteret forventes at stå færdigt i 2021.
Læs mere om det spændende projekt og se flere billeder her.
Her kan du downloade en PDF om projektet, udarbejdet af RealDania. Artiklen om dette projekt står på side to i filen.