Nyt avanceret CNC-bearbejdningscenter giver et teknologisk løft til produktionen​

Investeringen i et nyt avanceret CNC-bearbejdningscenter fra Mazak gør, at Give Steel nu kan bearbejde de fleste stålemner in-house, samtidig med at vi sikrer bedst mulige arbejdsmiljø for medarbejderne i produktionen. Virksomheden har derudover også opgraderet med en bjælkepresser fra Voortman det seneste år.

Kundernes høje kvalitetskrav til de forskellige stålemner i vores konstruktioner bliver nemmere at imødekomme i fremtiden. Vores nyeste avancerede CNC-maskine kan bore den ypperste hul-kvalitet med utrolig høj præcision. ​

”Bearbejdningscentret kan alt det, som Give Steel får behov for at kunne. Det er med til at fremtidssikre virksomheden, og det kan meget mere, end det vi har brugt det til indtil nu” fortæller industritekniker Thomas Meyer Hammershøj, der er i Give Steels produktionsudviklingsafdeling og har haft ansvaret for at anskaffe maskinen. ​

Tidligere skulle medarbejderne manuelt bore hullerne i boltepladerne, for at opnå bedst mulige kvalitet, hvilket kunne være ret tidskrævende. En hul-opgave, som det typisk ville tage en medarbejder ca. 15 minutter om at klare, kan maskinen udføre på 35 sekunder – og det er med fuld nøjagtighed i alle huller.​

”Vi bliver hurtigere og mere præcise, og det er med til at effektivisere produktionen. Maskinen gør nøjagtigt det, vi beder den om,” siger han. ​

Indtil videre har maskinen primært boret huller i stålplader, men dens kapacitet rækker langt videre og den kan klare emner på helt op til 1 x 3 meter. Operatørerne i produktionen har allerede eksperimenteret med at bore i stålbjælker, hvilket har vist sig at være en succes. Ifølge Thomas Meyer Hammershøj er det bare et spørgsmål om, hvor kreative konstruktionsdesignere og operatører kan være med robotten og de tre kvadratmeter! ​

Operatører skal mest bruge hovedet
Det kræver lidt ekstra tid at gøre den første stålplade klar i CNC-maskinen for operatøren, der skal indstille det hele på styreskærmen, hvor alt information ligger. Men, når pladen først er klar, er der ingen slinger i borevalsen. Så går det hurtigt, da maskinen kan deles i to rum. Medarbejderen kan altså rigge en ny plade til i det ene rum, mens der bliver boret i det andet.​

”Maskinen skaber et bedre arbejdsmiljø. Den er placeret ved siden af en kran, som hjælper medarbejderne med at undgå tunge løft, så de kan fokuserer på at indstille maskinen korrekt via skærmen,” siger Thomas, som selv har gennemført et kursus for at lære at betjene maskinen, som du kan se i videoen.​

CNC-bearbejdningscentret minimerer ikke kun arbejdsgange ved at automatisere processerne, så medarbejderne slipper for oprydning og sortering af stålskrottet. Maskinen sikrer også, at spåner og stålskrot automatisk bliver sendt direkte over i en container i stedet for på gulvet, så det holdes rent til genanvendelse. Det skaber værdi både økonomisk og klimamæssigt. ​

Det kræver ikke en omfattende eller tidskrævende efteruddannelse at kunne betjene CNC-bearbejdningscentret. En række af Give Steels medarbejdere i produktionen har allerede gennemført et fire-dages kursus for at opnå den nødvendige tekniske forståelse af maskinens funktionalitet. Ifølge Thomas Meyer Hammershøj er brugergrænsefladen på skærmen, der styrer hele maskinen, heldigvis både intuitiv og brugervenlig. Og så er det jo også ret sjovt!​

Give Steels nye CNC-bearbejdningscenter er en kraftfuld højkvalitets CNC-maskine model VTC-800/30HD fra Yamazaki Mazak Danmark A/S i Middelfart. Modellen er luksus i den tunge klasse.