Håndsorteret affald forvandler ESG-tal til handling
Give Steel håndsorterer affald i 23 fraktioner. På den måde omsættes ESG-dokumentation og data til konkret handling i vores produktion.
“Det skal bare være i orden.”
Sådan lyder det fra Brian, der sammen med sit team Jens Peder og Mykhailo udfylder den vigtige rolle som affaldspoliti på vores fabrik i Brande.
De tre sætter handling bag ord, når de hver dag går deres runder i produktionsmiljøet, for at holde styr på alt affald fra stålskrot til papir og plastik i dertil indrettede affaldscontainere.
Med et iskoldt overblik og et hjerte, der banker for cirkularitet, håndsorteres alt affald ned til mindste detalje i mere end 23 fraktioner. De tre arbejder ud fra den nyeste viden og best practice i tæt dialog med vores affaldspartnere, der henter og processerer affaldet.
Samarbejde og nudging
Det kræver en vedholdende indsats at få medarbejderne i produktionen, med forskellige sproglige og kulturelle baggrunde, til at sortere rigtigt både på daghold og nathold.
Teamets daglige indsats, fra håndsortering af affald til udarbejdelse af let-forståelig skilte på tønder og affaldscontainere, har sammen med daglig vejledning af personalet på både dag- og nathold, været afgørende for en markant optimering af Give Steels affaldshåndtering.
For ESG er mere end bare tal – det er mennesker. Det er kultur. Og alle skal have forståelse for, at en træbjælke i en container med jernskrot er ren forurening og vil spænde ben for vores mål: at transformere affald til nye ressourcer.
Læs mere om vores affaldssortering i vores årsrapport Final Figures.