Give Steel skaber plads til unge – og er med til at bane nye veje til arbejdslivet
Gennem En Vej Til Alle deler Give Steel erfaringer med at skabe tryghed, fællesskab og nye muligheder for unge på vej ind i arbejdslivet.
Hos Give Steel arbejder vi hver dag for at skabe muligheder for unge gennem praksis, ansvar og faglig udvikling. Derfor er vi også en del af initiativet En Vej Til Alle, som samler virksomheder, organisationer og unge om at skabe nye veje til arbejdsmarkedet.
For Give Steel er deltagelsen en naturlig forlængelse af det arbejde, vi allerede gør gennem individuelle uddannelsesforløb, aspirantforløb og vores sociale indsatser.
Erfaringer, der kan flytte rammer
I Give Steel er vi allerede en del af Ungeløftet, hvor vi arbejder for at hjælpe flere unge i job og uddannelse. En Vej Til Alle giver os samtidig mulighed for at indgå i et bredere samarbejde om de rammer og strukturer, der påvirker unges vej til arbejdsmarkedet.
”Man kan sige, at Ungeløftet, der arbejder vi inde for nogle rammer, men En Vej til Alle, der samarbejder vi med andre aktører om at skubbe lidt til de rammer. Så det giver vanvittighed god mening for os,” siger CSR-vejleder Henriette Leth i den video, En Vej Til Alle har produceret.
Som en del af udviklingsplatformen Ungt Arbejdsliv under En Vej Til Alle deler Give Steel erfaringer med virksomheder, organisationer og myndigheder for at udvikle nye veje til arbejdsmarkedet.

De unge har brug for os – og vi har brug for dem
Hos Give Steel tror vi på, at tryghed, relationer og tydelige rammer er afgørende for, at unge kan trives og lykkes i arbejdslivet. De unge bliver mødt af erfarne fagpersoner og kollegaer, som hjælper dem med at finde fodfæste i både faget og udvikle deres faglige kompetencer.
”De har brug for os, og vi har brug for dem. Der står 45.000 unge mennesker derude uden job og uddannelse. Derfor giver det bare mening. Vi arbejder målrettet med at skabe en læringsarena, hvor de unge kan komme og føle sig trygge,” fortæller værkfører og lærlingeansvarlig Kristian Eliseholm.
Mangfoldighed styrker arbejdspladsen. Når mennesker med forskellige erfaringer, perspektiver og styrker bliver en del af fællesskabet, skaber det værdi både for den enkelte, virksomheden og branchen som helhed.
Det er også noget, som vores smedelærling Tobias Blak oplever i hverdagen.
”Det giver en god tryghed, fordi man kan komme til Kristian med alt. Han er meganem at snakke med, forklarer det på et fagligt niveau, som man er med på. Det er et meget bredt fællesskab, og der er alle slags mennesker herude,” fortæller han.
Et arbejdsmarked med plads til flere
Hos Give Steel ser vi et stort potentiale i de unge mennesker, som i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er vi glade for at bidrage til initiativer som En Vej Til Alle, hvor erfaringer fra praksis kan være med til at skabe flere muligheder for unge, der søger en vej ind i arbejdslivet.
Vi håber samtidig at kunne inspirere flere virksomheder til at åbne dørene for unge, som måske har brug for en lidt anderledes vej ind på arbejdsmarkedet. Vores erfaring er, at det ofte kræver mindre tilpasninger, end mange forestiller sig, og at gevinsterne er store for alle parter.
Se videoen nedenfor og hør Tobias, Henriette og Kristian fortælle om deres erfaringer med at skabe plads til flere unge hos Give Steel.