Give Steel løber med prisen som Årets læreplads 2024 i Aarhus
Aarhus Tech og Danske Erhvervsskoler og Gymnasier hædrer hvert år lærepladser, der går den ekstra mil for deres lærlinge. I år har vi opnået denne prestigefyldte anerkendelse som Årets læreplads 2024, baseret på en indstilling fra vores gastronom-elev Julija Lukoseviciene.
I al hemmelighed havde Julija indstillet sin læreplads i køkkenet på Aarhus-kontoret til Årets læreplads 2024. Så det var en noget overrasket køkkenchef Henrik Lange der i denne uge fik besøg af direktør for Aarhus Tech, Chester Folming, der overrakte både diplom, blomster og gaver som bevis på Give Steels store indsats for at skabe et inspirerende læringsmiljø.
Julija vokser med raketfart både fagligt og personligt
”Tillykke til Give Steel med den lokale pris som Årets læreplads på baggrund af en indstilling fra jeres lærling, Julija Lukoseviciene. I er simpelthen så dygtige til at arbejde med lærlinge og sørge for at de blomstrer og vokser med raketfart, både fagligt og personligt.
Julija har skrevet ind til os, hvor fantastisk en arbejdsplads det her er. Det var meget detaljeret beskrevet og en rigtig flot indstilling” forklarer Chester Folming, da han i køkkenet overrækker prisen til køkkenchefen.
Give Steels tekniske direktør, Henrik Vendelbo Mønster og køkkenchef Henrik Lange modtog med glæde prisen på virksomehdens vegne, men tilegner den ikke kun de fantastiske rammer og muligheder virksomheden tilbyder, men også i høj grad det engagement Julija selv har udvist.
Julija er en af vores succeshistorier inden for social bæredygtighed
Julija Lukoseviciene kom fra Litauen til Danmark i 2018 og startede som servicemedarbejder ved et rengøringsfirma, hvor hun for Give Steel varetog rengøring og lettere køkkenarbejde. Hun blev tilbudt en læreplads, da virksomheden flyttede til større lokaler med kantinekøkken og egen kok. Køkkenet serverer hver dag sund mad af høj kvalitet. Her er Julija en vigtig medskaber af de daglige madoplevelser til medarbejderne, der arbejder på Aarhuskontoret.
Noget som Julija har sat stor pris på i sin læretid er, at hun har haft muligheden for at udforske hele verdenskøkkenet og få dybere indblik i dansk madkultur. Julija har på lærepladsen, sammen med Henrik, haft friheden til at arbejde med alt fra klassiske retter som dansk bøf med bløde løg til mere komplekse retter som Egg Benedict. I læretiden har hun udmærket sig flere gange i de fagkonkurrencer for gastronom-elever, som Aarhus Tech har afholdt på skolen og vundet både 2. og 3. pladser i konkurrencerne.
Vi er kendt for vores store engagement i socialt ansvar og for at gøre en reel forskel. Vi sætter en ære i at give unge og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet en ny mulighed gennem integration, uddannelse og beskæftigelse, hvilket hjælper dem med at opnå et meningsfyldt liv med faglige kompetencer, stolthed og selvrespekt. Sidste år modtog vores ejerleder Torben Larsen DI-prisen 2023 som anerkendelse for sit arbejde med social bæredygtighed og for at udvise et ekstraordinært samfundsansvar.
Give Steel har vundet den lokale Årets læreplads fra Aarhus Tech. Med udnævnelsen går vi nu videre til den landsdækkende konkurrence om at blive Årets læreplads, der kåres ved et event i København d. 5. november.