Give Steel leverede sidste hovedsøjle til Femerns produktionshaller

Mandag den 28/11 kørte den sidste hovedsøjle fra Give Steels fabrik i Brande til Femerns byggeplads i Rødbyhavn. Søjlen er den sidste ud af 53 hovedsøjler til de tre fabrikshaller og er en del af en leverance på over 10.000 tons bærende stålkonstruktion til projektet. Det sidste hovedstål fra Give Steel leveres til Femern projektet i februar 2023.

Hovedsøjlen vejer i alt 21 tons, er 27,4 meter høj og har en 8 cm tyk bundplade af massivt stål.

I Give Steels produktion i Brande markerede man mærkedagen ved at male et lille Dannebrogsflag på søjlen. Den 27 meter høje stålsøjle forlod Give Steels matrikel i Brande mandag eftermiddag, ankom til Rødby Havn tirsdag morgen og blev monteret på byggepladsen tirsdag formiddag.

Tre produktionshaller med facadeløsninger

På byggepladsen i Rødbyhavn opføres i alt tre fabrikshaller på i alt 76.800 m2. Udover den bærende stålkonstruktion på 10.000 tons stålkonstruktion lukker Give Steel 135.000 m2 med facadeløsning inklusiv tag. En tag- og facadeløsning så stor, at Give Steel i kølvandet af Femern-projektet har etableret egen facadeafdeling til både projektering og udførelse af tag- og facadekonstruktioner.

Give Steel leverer de tre produktionshaller til Femern Link Contractors (FLC), der bygger for Femern A/S.

FAKTA

Det er Joint Venture-selskabet Femern Link Contractors (FLC), der står for design og byggeri af sænketunnelen til Femern Bælt-tunnelen. Tunnelelementfabrikken forventes at igangsætte produktionen af det første element til Femern Bælt-tunnelen i starten af 2023. Femern Bælt-forbindelsens 18 kilometer lange tunnel står færdig i 2029 og vil forkorte rejsetiden mellem Skandinavien og det øvrige Europa.

Konsortiet, Femern Link Contractors (FLC), består af VINCI Constructions Grands Projects (Frankrig), Aarsleff (Danmark), Max Bögl Stiftung & CO KG (Tyskland), BAM Infra B.V (Holland), BAM International B.V (Holland), Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland), Solétanche-Bachy International S.A.S (Frankrig), CFE SA (Belgien), Dredging International NV (Belgien).