Give Steel er stolt sponsor af verdens bedste ungdoms-bueskytte
Inden for sportens verden er Give Steel med sine sponsorater med til at sikre, at de unge talenter har de allerbedste betingelser for at kunne passe deres træning, købe nødvendigt udstyr og deltage i konkurrencer i ind- og udland. For at være den bedste indenfor sit felt kræver det dedikation og benhårdt arbejde for at udvikle sig og forbedre sine resultater – og det er noget vi som virksomhed også kan nikke genkendende til. Gode resultater bliver kun bedre, hvis vi øver os og lærer af vores erfaringer undervejs. Unge Ramus Bramsen har netop bevist, at han med timevis af træning har formået at placere sig mellem nogle af verdens bedste inden for hans sport. Rasmus har netop vundet GULD ved ungdoms-VM i bueskydning, sammen med de to øvrige deltagere på det danske U21 herre compound hold, Tore Bjarnarson og Mathias Fullerton.
Vi har talt lidt med Rasmus om hans sport og oplevelser ved konkurrencen:
”Da jeg kommer fra Astrup, en lille by nær Videbæk, har jeg altid haft mindst 45 minutter i bil til den nærmeste klub. Jeg har altid trænet mest alene, men er også til klub-/talentholdstræning en gang om ugen i Broby. Siden 2016 har jeg tracket hvor meget jeg har trænet hver uge, og ifølge træningsbogen har jeg kun haft omkring tre uger siden 2016, hvor jeg ikke har rørt buen. Skydetræningen foregår mellem fem og syv gange ugentligt, to timer hver gang. Derudover bruger jeg også tid på styrketræning, løbetræning og mentaltræning, da det alt sammen er noget, der er med til at forbedre min præstationer.
Kvalifikationen til U-VM har været den sværeste, jeg nogensinde har skudt
Jeg har kæmpet imod en anden skytte om at blive nr. 3 udtaget skytte på U21 herre compoundholdet. Vi gik frem og tilbage, og jeg gik ind til sidste kvalifikationsstævne som fejermand og skulle hente 10 points på nr. 3 for at komme med. Den dag lavede jeg et vildt comeback og vandt billetten til U-VM med 1 point over ham og 0.4 mere i gennemsnit end ham. Det var en helt vild rejse, bare at kvalificere sig til at komme med på holdet.
Ungdoms-VM i Irland
Men jeg kom med! Vi fløj til Irland den 3. juni, hvor vi skulle konkurrere mod 52 andre lande i Limerick. Vi vidste godt, at vejret ville blive noget specielt og meget skiftende, men tror ikke, at nogen af os havde tænkt, at det skulle være så udfordrende. Tirsdag d. 4. juni havde vi kvalifikation, hvor jeg skød mig til at ligge nr. 34 efter en meget udfordrende og blæsende kvalifikation.
Da vi går mod banen om torsdagen, hvor vi skal skyde hold, siger vi til hinanden, at i dag kan alt ske! Det handler kun om at ramme skiven, da vejret er så dårligt. Vi skyder mod Sydafrika, England og ryger i semifinale mod amerikanerne. Det blev til en tæt kamp, men Tore, Mathias og jeg kom ud øverst og vi var alle sammen helt oppe og køre over, at vi skulle ud og skyde om guld og er sikret en medalje til ungdoms-VM.
Skyder GULD Finale i regn og blæst
Vejret bliver værre og værre hen på dagen, og da det var tid til, at vi skulle skyde guldfinale, regner det helt vildt. Vi går ind på banen med et mindset om, at det kan gå begge veje, men at vi også havde en god chance for at gå hele vejen. Efter første runde lå vi foran det slovenske hold, og vi begyndte at føle os mere og mere sikre. Efter Fullerton skød sin sidste pil, kom han med et stort brøl, og det var først der, det gik op for mig, at vi lige havde vundet verdensmesterskabet.
Det er for vildt at tænke på, at vi gik hele vejen, også i den slags vejr. Jeg har altid drømt om at få en international medalje. At gøre det til et VM og dele oplevelsen med to af mine rigtig gode venner, er helt fantastisk. Vi har den vildeste kampgejst og et godt kammeratskab.
Sponsorater giver mulighed for at udleve drømme
At have Give Steel som sponsor har hjulpet mig med at komme endnu mere internationalt. Bueskydning er en lille sport, og vi får ingen økonomisk støtte fra vores forbund, derfor skal vi selv betale for alt. Så støtten fra Give Steel giver mig mulighed for at udleve min drøm og rejse rundt i verden med min yndlingssport og venner”.