Første stålspær rejst til Femern forbindelsens produktionshaller

Give Steel A/S har påbegyndt montage af stålkonstruktionen til den første af i alt tre produktionshaller, hvor betonelementerne til Femern-Bælt forbindelsen skal produceres. En vigtig milepæl i projektet.

Give Steel A/S, der har fået totalentreprisen på de nye produktionshaller til Femern projektet af Femern Link Contractors (FLC), har nu opstartet montagen af de mere end 9000 tons stålkonstruktion, der skal blive til i alt tre produktionshaller i Rødbyhavn.

Rasmus Østergaard, der er vores Project Director fortæller:

”Det første vi monterer er en af hovedsøjlerne, der måler 800x1200mm. Søjlen er 27m høj og vejer næsten 27 tons. Antallet af tons, der monteres dagligt, vil variere, men vi forsøger at få leveret stålspærrerne så tæt på det tidspunkt, de skal monteres, så vi undgår spildtid og dobbelt håndtering.”

Med opstarten af stålmontagen har man nået en vigtig milepæl:

”Arbejdet med at rejse produktionshallerne er en afgørende og stor milepæl i forbindelse med etableringen af tunnelelementfabrikken. Fabrikken kommer dermed de kommende måneder for alvor til at tage fysisk form.
Hallerne vil, når fabrikken er i drift, være centrum for produktionen af tunnelelementerne, der skal sejles ud og sænkes ned i Femern Bælt”, siger teknisk direktør Jens Ole Kaslund, Femern A/S.

Den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Lolland og Femern, der åbner for trafik i 2029, kommer til at bestå af 79 tunnelelementer og 10 specialelementer. Stålkonstruktionerne til de tre haller inkluderer mere end 20.000 stålspær, søjler og stålbjælker.
Arbejdet med montagen af hallerne vil pågå over et år og den første hal ventes at stå færdig til aflevering sidst i 2022.

Første lærlinge hentet fra Lolland

Femern-bælt forbindelsen har allerede skabt arbejdspladser og lærepladser i hele landet. Også her har vi øget medarbejderstablen og de første lærlinge fra Lolland er blevet ansat. – ”Det er lærepladser, der er en direkte afledning af Femern projektet. Og der er plads til flere, fortæller direktør Torben Larsen, der forsøger at trække flere unge potentielle lærlinge fra Lolland-Falster til fabrikken i Brande.

Femern forbindelsens 18 km lange tunnel forventes at stå færdig midt i 2029 og vil forkorte rejsetiden mellem Skandinavien og det øvrige Europa.

FAKTA

Konsortium: Femern Link Contractors (FLC) består af VINCI Constructions Grands Projets (Frankrig ), Aarsleff (Danmark), Max Bögl Stiftung & CO KG (Tyskland), BAM Infra B.V (Holland), BAM International B.V (Holland), Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland),), Solétanche-Bachy International S.A.S (Frankrig), CFE SA (Belgien), Dredging International NV (Belgien).