Klaus bygger stålkonstruktioner – og finder friheden på byggepladsen

Mød Klaus – montør hos Give Steel. Udlært klejnsmed og i dag formand på byggepladser i hele Norden. Med en hverdag i konstant bevægelse er det især friheden, ansvaret og fællesskabet på pladserne, der driver ham.

Hos Give Steel er montage mere end stålkonstruktioner og byggepladser. Det handler om mennesker, samarbejde og om at få store projekter til at lykkes – ofte under krævende forhold og med mange forskellige fagligheder samlet.

Det er netop dét, der driver Klaus.

“Det bedste er friheden i det. Man er ude, man har ansvar, og man får lov til at løse tingene selv.”

Give Steel har været involveret i mange projekter på tværs af sektorer. Vi leverer stålkonstruktioner til datacentre, vindenergi, pharma, erhvervsbyggeri, logistikcentre og miljøcertificerede projekter – både offentlige og private. Og her det vigtigt, at stålkonstruktionen fungerer i praksis og ikke kun på tegnebrættet. Det kræver dygtige montører som Klaus.

Fra værksted til verden

Klaus er uddannet klejnsmed, men fandt hurtigt ud af, at han gerne ville noget andet end den faste hverdag på værkstedet. Efter at have prøvet kræfter med montagearbejde i et tidligere job fik han lyst til at komme mere ud og arbejde med projekter i felten.

Klaus blev ansat hos Give Steel i 2022 og fik hurtigt ansvar for egne projekter. I dag har han været formand på størstedelen af de projekter, han har arbejdet på, og han har været med til at opføre stålkonstruktioner i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.

”Det er lige så meget det, at man oplever noget. Ingen projekter er ens. Nogle tager et par dage, andre flere uger eller måneder. Det gør arbejdet spændende,” fortæller han.

Montage med fokus på kvalitet og løsninger

En stor del af montagearbejdet handler om at løse udfordringer, før de vokser sig større. Derfor forsøger Klaus altid at være på forkant og spotte potentielle problemer tidligt i processen.

”Hvis jeg kan se, at noget bliver et problem længere henne, så prøver jeg at få det løst med det samme. Så tager vi fat i projektlederen eller sitemanageren, inden arbejdet går i stå,” fortæller han.

Siden Klaus begyndte i branchen, har montagearbejdet hos Give Steel samtidig udviklet sig markant – især inden for dokumentation og digitale værktøjer. Hvor kvalitetssikring tidligere blev håndteret på papir, foregår arbejdet i dag digitalt, hvilket gør det lettere at følge projekterne og sikre korrekt montage.

”Da jeg startede, skrev vi alt på papir. Nu bruger vi systemer som Dalux og Trimble. I starten var det lidt irriterende, men i dag er det virkelig gode værktøjer,” fortæller han. ”Du kan stå ude på pladsen og tage et billede og uploade direkte ind i systemet. Så kan alle se, hvad der er lavet, og om noget skal rettes. Det gør det hele nemmere.”

Projekter i hele Norden

Gennem årene har Klaus været en del af projekter i flere lande, og særligt arbejdet i Norge og Sverige har gjort indtryk. Her er kravene til både dokumentation og sikkerhed høje, og arbejdet kan være fysisk krævende.

”Man flyver ud på arbejde – det var helt vildt i starten. Det er noget andet end bare at køre på arbejde om morgenen. Man skal have arbejdstilladelse, ID-kort og alt muligt. Det er mere tungt, men også spændende, fortæller han”

Særligt i Norge kan vintervejret være en udfordring.

”Det kan nemt blive minus 20 grader og sne over det hele. Hvis stålet ikke ligger rigtigt, kan det være dækket af sne dagen efter, og man skal til at lede efter det eller endnu værre – grave det ud. Det er også svært at arbejde med tykke handsker. De har det med at gå i stykke,” fortæller han.

Selvom arbejdet kan være krævende, er det også noget af det, Klaus sætter pris på. Han nyder at opleve nye steder, arbejde med forskellige mennesker og være en del af projekter, der varierer fra plads til plads.

Foto: Give Steel. Vores montør, Klaus, der står på en byggeplads ved Esbjerg Havn.

At give nye montører en chance

Selvom montagearbejdet kræver erfaring, mener Klaus ikke, at man behøver komme med en bestemt baggrund for at lykkes.

Hos Give Steel har vi mange montører med forskellige erfaringer og baggrunde. Nogle er uddannede smede, mens andre kommer fra helt andre brancher. Det vigtigste er lysten til at lære og viljen til at tage ansvar. Derfor bruger Klaus også gerne tid på at hjælpe nye kollegaer godt i gang.

”Når vi får nye folk ind, synes jeg, det er vigtigt, at man tager sig tid til dem. Det er kun dumt ikke at spørge. Vi er alle startet et sted,” forklarer han. ”Vi har folk, der har været tømrere, autolakerere og køkkenmontører. Bare man har gåpåmod og gerne vil lære noget, så kan man nå langt.”

Fremtiden bygges ude på pladserne

Klaus er en vigtig del af Give Steels arbejde med at føre store stålkonstruktioner fra produktion til virkelighed på byggepladser i hele Norden. Han er en af virksomhedens ansigt ude på byggepladserne – og en del af et stort montørhold, der hver dag får komplekse projekter til at leve.

”Dagene flyver, når man har det godt sammen. Det er det, der gør forskellen,” fortæller han.

Det er sådan, Give Steel er med til at skabe fremtiden – gennem mennesker og det arbejde, de løfter sammen.