Stålkonstruktioner i udfordrende koldt klima
En kombination af et koldt nordisk klima, sne og tunge kranløft stiller store krav til den bærende stålkonstruktion, som Give Steel leverer til nye lagerfaciliteter i Sverige.
Sne og løfteevne spiller hovedrollerne i designet til en lagerhal i Nordsverige, der skal kunne klare belastninger lidt ud over det sædvanlige. I alt leverer vi 1.820 tons stål til konstruktionen, der skal bære to store kraner inde i bygningen, som skal flytte rundt på gods med en vægt i omegnen af 50 tons. Bæreevnen i konstruktionen er derfor nødt til at være ekstra kraftig.
I hele projektet er der lagt stor vægt på sikkerheden for at imødekomme kundens behov, så bygningen kan klare de enorme belastninger, der kommer, når kranerne skal flytte og fragte de tunge elementer i lagerhallen. Men de høje krav til bygningens bæreevne gælder ikke kun indvendigt. Også udvendigt er konstruktionen designet til at modstå særlige påvirkninger.
Store mængder sne
Bygningen skal kunne modstå betydeligt større snemængder, end vi kender fra Danmark. Lagerhallen bliver placeret direkte op ad en højere bygning, og det skaber en udfordring med snelommer på den ene side af taget. Det betyder, at der er væsentlig kortere mellem stålbjælkerne i tagkonstruktionen i den side, hvor sneen ophober sig på taget op mod væggen på nabobygningen.
Bygherres rådgiver har dimensioneret alle profilerne i byggeriet, mens vi har beregnet samlingerne, der er kraftigere og mere komplicerede end det gennemsnitlige byggeri pga. de store belastninger fra både sne og kran.
Byggeprojektet ligger knap 2000 kilometer fra fabrikken i Brande og det kræver lidt ekstra af projektlederen at få produktion, transport og montage til at køre planmæssigt, så projektet ikke går i stå.
– Jeg sørger for, at alle steps i processen spiller sammen. Den gyldne vej, der sikrer, at stålemnerne er hurtige at producere på fabrikken, optimale at transportere på lastbiler i den rigtige rækkefølge og nemme at montere på byggepladsen uden flaskehalse, fortæller seniorprojektleder i Give Steel, Bent Ruskjær.
Ekstreme temperaturforskelle
Vi har stor erfaring med at producere stål til nogle af Nordeuropas koldeste og mest krævende klimaer – Grønland, Island, Norge og Sverige. I disse områder er spille vejret en stor rolle, som vi nøje indarbejder når vi designer stålkonstruktionen og planlægger montagen. Vind, sne, is og temperaturudsving påvirker ikke blot arbejdsforholdene, men også stålkonstruktionens adfærd.
Stål reagerer nemlig direkte på temperaturændringer. Når temperaturen svinger, udvider eller trækker stålet sig sammen, hvilket kan få søjlernes hældning til at variere under montage. Derfor designer vi ofte stålkonstruktionerne med dilatationsfuger – dvs. at vi opdeler bygningen i separate enheder, som hver især er stabile og samtidig kan bevæge sig uafhængigt af hinanden. På den måde håndterer vi de spændinger, der opstår på grund af temperatursvingninger.
Med en bygning på 9000 kvadratmeter betyder det store spændinger i stålet. For der er en væsentlig forskel på temperaturen på byggepladsen og på fabrikken, hvor spær og søjler bliver produceret. Vores erfaring gør dog, at vi ved, hvordan vi skal konstruere, projektlede og montere, så vi sikrer et stærkt byggeri.
Give Steels erfaring med at bygge i sådan et klima tager selvfølgelig udgangspunkt i de pågældende landes regelsæt. Vi dimensionerer bygningen, så den kan modstå både store snelaster og temperaturudsving på op mod 60 grader mellem sommerens højeste og vinterens laveste temperaturer, så bygningen holder i selv de mest ekstreme omgivelser.
