2026 kan blive et rekordår i byggebranchen. Hvordan kommer vi i mål?
Af Torben Larsen, Adm. direktør, Give Steel
Ifølge Bygherrebarometeret er der planlagt projekter for en rekordsum på 161,5 mia. kroner i 2026. Mange af de projekter, som vi havde regnet med ville blive gennemført i 2025, blev imidlertid udskudt og igangsættes muligvis her i 2026.
Og hvis det er tilfældet, får vi altså et travlt år i byggebranchen.
Når så meget skal bygges på én gang, stiger presset på værdikæderne tilsvarende, og det stiller store krav til leveringssikkerhed, dokumentation og ansvarlige indkøb. Vi skal passe på, at vi ikke har så meget fart på, at vi glemmer at tænke os om.
Her kommer mine opfordringer til bygherrer og rådgivere for den kommende tid:
Stil krav om CO2-reduceret stål
Hvis du som bygherre vil reducere CO2-udledninger på byggeriet, er der store besparelser at hente på stålkonstruktioner, hvis man køber CO2-reduceret stål. Det vi internt i branchen kalder “low-carbon” eller “low-emission” stål.
Og husk, at EPD’er er gennemsnitsberegninger, hvorfor man altid bør analysere det produktmix, det er regnet ud fra. Allerbedst er det at spørge ind til muligheder for CO2-reduktion gennem valg af råvarer.
Dokumentationen skal være transparent, og man skal kunne se, hvad der ligger bag tallene. For mig handler det om at give kunderne et dokumenteret grundlag at træffe beslutninger ud fra.
Køb europæisk – spørg ind til råvarens oprindelse
På stålmarkedet kan usanktionerede råmaterialer komme til Europa fra geopolitiske konfliktområder. At sikre konfliktfrit stål kræver ofte dokumentation i mere end ét led i værdikæden. Det er en opgave, vi meget gerne tager på os.
Vi kan indhente den nødvendige dokumentation fra vores grossister og sikre, at dit projekt ikke indirekte støtter geopolitiske konflikter.
Hvorfor gennemsigtighed betyder endnu mere i år
Sandsynligvis vil store projekter som datacentre, forsvarsbyggeri og energiinfrastruktur komme til at dominere året. Det er projekter, hvor dokumentation, sporbarhed og compliance ikke blot er ønskeligt, men nødvendigt. Og heldigvis.
For kun således kan sporbarhed blive en del af det gode købmandsskab. Det handler om at vælge leverandører og råvarer, der kan stå på mål for både kvalitet, dokumentation, et sikkert arbejdsmiljø og geopolitisk ansvarlighed.
Køb europæisk, køb ansvarligt og stil krav – fra start!
Så skal det nok blive et godt år.