Projektleder til førende producent af stålkonstruktioner til byggeriet – Aarhus

  • Kan du styre og lede projekter i stålbranchen fra start til slut?
  • Er du god til at holde overblik, netværke og sikre, at projektets deltagere holdes orienteret undervejs?
  • Ønsker du at arbejde i en virksomhed, der med et højteknologisk produktionsmiljø og fokus på robotteknologi, leverer stålkonstruktioner til hele Nordeuropa?

Så kom med på en spændende rejse hos Give Steel A/S, hvor du får en afgørende rolle i forhold til fremtidens opgaver indenfor stålkonstruktioner.

Give Steel A/S vækster kraftigt indenfor alle områder, fra simple stålkonstruktioner med et enkelt projektforløb til prestigefyldte, komplekse erhvervsbyggerier. Derfor søges til nyoprettet stilling en projektleder, som har lysten til at blive en del af en virksomhed med gode karrieremuligheder. 

Et interessant job i en spændende og udviklingsorienteret virksomhed

Når du træder ind ad døren hos Give Steel, vil du opleve en uformel stemning og et godt kollegaskab i en løsnings- og udviklingsorienteret virksomhed. Du vil opleve en hverdag i en ejerledet virksomhed med en flad struktur, hvor der er store ambitioner, dynamik og kort vej til handling.

Du får en spændende og afvekslende arbejdsdag i et miljø, hvor der er stort fokus på medarbejdernes udvikling og trivsel. Du får stor grad af ansvar og medindflydelse, og du vil møde en åbenhed i virksomheden for at hjælpe hinanden i mål.

Din dagligdag i fællesskabet

Som projektleder får du din daglige gang på kontoret i Aarhus. Du bliver en del af et kompetent og dynamisk projektlederteam, og du får 30 projektledere som kolleger, som har solide specialistkompetencer, og som hver dag arbejder målrettet sammen om at være de bedste indenfor branchen. Du vil referere til vores tekniske direktør.

Du får ansvar for dine egne konstruktionsprojekter fra start til slut, og du bliver understøttet hele vejen med solid introduktion og den bedste viden for at opnå succes i dine projekter. Du får en bred kontaktflade, bliver bindeled mellem salg, teknisk afdeling og produktionen, og du får en tæt kontakt med kunder og underleverandører.

Du er nysgerrig og opsøgende i forhold til rollen som projektleder, du sætter dig grundigt ind i projekterne, opnår overblik og udøver hands-on styring således, at projekterne overholder den aftalte tid, økonomi og kvalitet.

Med overblik og gode kommunikationsevner når du i mål med dine projekter

Vi forestiller os, at du har minimum tre års erfaring som projektleder fra en lignende stilling i bygge- /anlægsbranchen, hvor du har indgående kendskab til projektstyring. Alternativt har du tilsvarende erfaring med projektering fra rådgiverbranchen eller byggeindustrien og lyst til projektledelse.

Du besidder følgende:

  • En uddannelse som bygningskonstruktør, bygningsingeniør eller tilsvarende
  • Erfaren bruger af gængse IT-værktøjer
  • Mestrer dansk og engelsk på skrift og i tale

Som projektleder har du et personligt drive og evner at bevare overblikket i pressede situationer. Du er kvalitetsbevidst og løsningsorienteret og trives med at arbejde grundigt og vedholdende med dine projekter. Du er struktureret, og med dit personlige drive sikrer du, at aftaler og deadlines overholdes, og du styrer dine projekter sikkert i mål. Endvidere har du god forretningsmæssig forståelse.

Du er løsningsorienteret, og det ligger naturligt for dig at have en positiv og engageret tilgang til arbejdet. Ved hjælp af dine kommunikationsevner bidrager du til et godt, udviklende internt arbejdsmiljø og gode relationer til eksterne partnere.

Moderne vækstvirksomhed med fokus på bæredygtighed og socialt ansvar

Give Steel A/S er en førende leverandør af EPD-deklarerede stålkonstruktioner i Nordeuropa. Virksomheden tæller 500 medarbejdere og har afdelinger på fire lokationer i tre lande. Virksomhedens afdeling for statik samt salgs- og projektafdeling er placeret i Søren Frichs Parken i Aarhus.

Alle stålkonstruktioner er danskproducerede i et ansvarligt produktionsmiljø med hjælp fra avanceret robotteknologi på fabrikken i Brande. Give Steel producerer alle former for simple og komplekse stålkonstruktioner, samt tag- og facadekonstruktioner. Fra opsvejste konstruktioner til gitterspær med store spændvidder samt GSY stålkompositbjælker af 98% genanvendt stål.

Give Steels stålkonstruktioner bruges til såvel offentligt som privat byggeri, herunder data- og logistikcentre, sportsarenaer, industribygninger, erhvervsbygninger, samt til miljøcertificerede byggeri. Blandt mest kendte projekter er produktionshallerne til Femern forbindelsen, Lighthouse i Aarhus, Isfjordcenteret på Grønland og KB Hallen, der fik årets stålpris 2019.

Som en del af sin bæredygtighedsstrategi arbejder Give Steel med den tredobbelte bundlinje, herunder rapportering af klima og socialt regnskab. På internationalt plan er virksomheden præmieret for konstruktionsdesign og har modtaget flere CSR-priser for at tage socialt ansvar under ambitionen: ”WeGrowPeople”, der også er omdrejningspunktet for virksomhedens fokus på medarbejderudvikling.

Læs mere på om konkrete projekter på: https://givesteel.com/referencer/

Har ovenstående vakt din interesse?  

Smedegaard HR varetager rekrutteringsopgaven for Give Steel A/S. For information om stillingen, kontakt Senior Recruiter Christina Smedegaard direkte på tlf. 4280 1050.

Ansøg stillingen direkte hos Smedegaard HR her.  Bemærk at kun CV er nødvendigt.

Vi glæder os til at høre fra dig.