Give Steel fremtidssikrer vækst med Århus-ingeniører

 

Give Steel A/S har den 2/9 åbnet ingeniørkontor i Århus. Flere års vækst på fabrikken i Brande og en stigende eksportrate har skabt behov for at fremtidssikre virksomheden med dygtige ingeniører. De skal nu hentes i den jyske hovedstad.

Det strategiske fokus på internationalisering har åbnet flere nye markeder og alene i 2018 ansatte Give Steel 35 nye medarbejdere. Med over 330 medarbejdere og afdelinger i Polen og Tyskland produceres alle stålkonstruktioner på fabrikken i Brande. Det nye ingeniørkontor i Århus har plads til 40 ingeniører og åbnede 2/9 på Søren Frichs Vej.

”Vi er i en positiv udvikling. Det kræver konkurrencedygtige priser at agere internationalt - men også flere dygtige ingeniører. Dem har vi heldigvis mange af, og vi får brug for flere. Vi påtager os i stigende grad projekteringsopgaven og er derfor i en proces, hvor vi bliver mere og mere videnstunge. Mange ingeniører uddanner sig i Århus og bliver i byen efter endt uddannelse. Åbning af kontoret på Søren Frichs vej er derfor nødvendig for at fremtidssikre Give Steel´s fortsatte udvikling - og en vigtig del af vores employer-strategi”, lyder det fra Torben Larsen, CEO i Give Steel.

Flere kvindelige ingeniører

Som arbejdsgiver er Give Steel kendt for medarbejderudvikling på alle niveauer. Der er sat fokus på at øge antallet af kvindelige ingeniører og ledere samt opstillet konkrete måltal for andelen af det underrepræsenterede køn på ledelsesniveau og udarbejdet en ligestillingspolitik. Man håber med kontoret i Århus at fremtidssikre virksomhedens vækst ved at tiltrække ingeniører – også de kvindelige – fra Århus og omegn. 

 

 .