International strategi giver nyt kontor i Århus

Vi har fået godt fat med vores internationale strategi og vores omsætning er stigende. I 2018 kunne vi byde velkommen til hele 35 nye medarbejdere og til efteråret åbner vi et ingeniørkontor i den jyske hovedstad Århus.

I årets regnskab for 2018 var omsætningen stigende og indtjeningen har udviklet sig positivt og som forventet, hvorfor vi betragter årets resultat som acceptabelt. 

 

”Vi er i en positiv udvikling. Det er lykkedes os i 2018 at åbne flere nye markeder, f.eks. Island, og vi har markeret os som en betydende leverandør af stålkonstruktioner på flere nordiske markeder. Det kræver en konkurrencedygtig produktionspris at kunne agere internationalt – men også de dygtigste ingeniører. Dem har vi heldigvis mange af - men vi har brug for flere. Derfor er det nye Århuskontor en vigtig del af vores employer strategi ” lyder der fra vores direktør, Torben Larsen.

 

Vi har i 2018 styrket vores organisatoriske niveau og bl.a. investeret i et nyt ERP-system samt foretaget væsentlige investeringer i digitalisering af arbejdsprocesser. På miljøsiden har vi i en årrække haft fokus på miljøforhold og udvikling af videnressourcer. Der arbejdes løbende med investeringer og test i miljø- og energibesparende foranstaltninger af forskellig karakter. F.eks. tester vi p.t. omlægning af dieseldrevet produktionsudstyr til el.

 

Udvikling og uddannelse

Personlig udvikling og trivsel vil fortsat være i fokus for os, og vi fortsætter vores indslusningsprojekt med kriminalforsorgen. Det er vores hjertesag at uddanne unge i industrien og et tæt samarbejde med erhvervsskoler skal også i 2019 bidrage til, at unge kan uddanne sig og udvikle sig her hos os. I 2019 vil vi bringe uddannelse og faglig udvikling i virksomheden til næste niveau. 

Vi har også fokus på at øge antallet af kvindelige ingeniører og ledere. Vi har opstillet konkrete måltal for andelen af det underrepræsenterede køn på ledelsesniveau og udarbejdet en ligestillingspolitik.

 

Forventninger til 2019

Forventningerne til 2019 er at øge vores eksportandel yderligere og fortsætte en moderat positiv udvikling i aktivitetsniveauet samt øge vores indtjeningsevne. Det vil fortsat være målet at være stærkt positioneret på de markeder, hvor der sælges produkter.