Nyuddannede ingeniører skal have ansvar

Ingeniørjob

Sonja er nyuddannet bygningsingeniør fra VIAs Ingeniøruddannelser og netop startet hos os i Give Steel. Vi har talt med hende om hendes første tid hos os, og om hvilke tanker hun har gjort sig omkring virksomheden.

Sonja arbejder primært med projektering af kompositbjælker, herunder beregning af bjælker til diverse projekter. Arbejdsopgaverne varierer fra projektledelse til mere hands-on opgaver i form af enkelte beregninger, som Sonja mener er mere traditionelle ingeniør-opgaver. Det var også én af årsagerne til, at hun valgte netop Give Steel. Her får Sonja nemlig muligheden for at arbejde med en bred pallette af arbejdsopgaver, og har fra dag 1 fået ansvar.

Social og fagligt miljø

Noget som virkelig har glædet Sonja ved Give Steel, er den velfungerende sociale kultur i virksomheden. Som hun selv beskriver det: ”Det er en kultur med plads til alle! Her begår jeg mig med folk fra andre lande, andre professioner og stillinger end mig selv. Men der er plads til alle. På trods af forskellighederne trives vi på kryds og tværs”. Hun understreger desuden, at de mange individuelle evner og kompetencer som Give Steel har, komplimenterer hinanden godt. Det er altså både socialt og fagligt, at Sonja sætter pris på virksomhedens kultur.

Udover kulturen, er Sonja særligt glad for sine arbejdsopgaver. Hun har dog svært ved at sætte ord på, hvilke opgaver, der er de bedste ”Det er bare fascinerende at arbejde med et projekt fra start til slut. Hele dét aspekt og koordineringen som får alt til at gå op i en højere enhed, er dét jeg synes, gør alle mine opgaver interessante”, siger hun.

Vigtig læring: Vær åben og se muligheder!

For Sonja har det været en lærerig proces at blive ansat hos Give Steel. Primært fordi hun aldrig har set sig selv arbejde hos en producent, men altid forestillet sig at hun skulle være rådgivende ingeniør. ”Jeg havde som udgangspunkt ikke forestillet mig at skulle arbejde hos en producent. Men med de muligheder jeg har fået i denne stilling, er jeg glad for, at jeg tillod mig selv at følge min mavefornemmelse, fremfor min forestilling om, hvad der ville være det rette for mig”. Hun opfordrer derfor de ingeniørstuderende og andre nyuddannede til at være åben over for muligheder og virksomheder, som ikke umiddelbart har været på radaren i første omgang.

Hold dig selv opdateret på aktuelle karrieremuligheder i Give Steel her.