Stålkonstruktion til større byggeri – et stenkast fra fabrikken

Vi leverer en større stålkonstruktion til Skandinavisk Tekstil Kemi, som samler alle sine aktiviteter i et 2.200 m2 stort byggeri - bare fire kilometer fra vores fabrik i Brande.

Set i lyset af Give Stålspærs eksportstrategi kommer vores konstruktioner vidt omkring i Europa - men vi leverer stadig også gerne til naboen!

Byggeriet af Skandinavisk Tekstil Kemis nye bygninger foregår på en 8.000 m2 stor grund lige nord for motorvejen i Brande. Byggeriet skal både huse produktion og lager for naturkosmetik, smykker og tekstilkemi. Dertil kommer administration for alle virksomhederne, et ejendomsadministrationsselskab og et samlet fabrikssalg.

Mange virksomheder bygger nyt for at spare transport mellem aktiviteter, som ligger spredt. For Skandinavisk Tekstil Kemi giver det særligt god mening, fordi de ligger på flere adresser i Jylland og de tænker på at udvide med nye forretningsområder.